Foredrag
Nationalbanken – et af Arne Jacobsens hovedværker – og det ni etager høje kontorhus på Jarmers Plads er begge beklædt med flintrullet porsgrunnmarmor, en kostbar og millioner af år gammel kalksten fra et norsk koralrev, rig på fossiler som koraller, søliljer og blæksprutter.
Vind, vejr og trafikos har gennem årtier langsomt nedbrudt sten og ophæng, og facadebeklædningen på begge bygninger havde brug for at blive skiftet. Derfor gik Realdania By & Byg og Nationalbanken for år tilbage sammen om at skaffe porsgrunnmarmor fra det samme brud som de oprindelige plader.
Arbejdet med at bryde marmor tog næsten fire år, og det lykkedes at sikre materiale nok til både Realdania By & Bygs bygning på Jarmers Plads og Nationalbanken.
To restaureringer – én ambition
Facadeudskiftningen på Jarmers Plads er netop afsluttet efter fem års omfattende istandsættelsesarbejde. Restaureringen af Nationalbanken er stadig i fuld gang – et projekt, der hører til blandt de største restaureringer af en modernistisk bygning i Danmark.
Formålet med begge restaureringer er at forlænge bygningernes levetid og bevare de arkitektoniske kvaliteter.
Til arrangementet fortæller fagfolk fra både Realdania By & Byg og Nationalbanken om:
• Arkitekturen og historien bag de to ikoniske bygningsværker
• Arbejdet med at fremskaffe og bearbejde ny marmor
• Formål og strategier
• Benspænd og overraskelser
• Miljøhensyn og tidshorisonter
Ejendommen er tegnet af arkitekterne Christian, Erik og Aage Holst og opført i 1956-59 som hovedsæde for Østifternes Kreditforening. I dag er den hovedsæde for foreningen Realdania. Ejendommen er ikke fredet, men den har en høj bevaringsværdi.
Nationalbankens bygning er designet til at huse Danmarks centralbank og udgør et af Arne Jacobsens absolutte hovedværker. Bygningen er opført i tre byggeetaper i perioden 1965-78 og står i dag som et helstøbt, senmodernistisk bygningsværk nær Slotsholmen i indre København. Bygningen blev fredet i 2009.