Rundvisning
På denne rundvisning i BLOX får du indblik i, hvordan et stort bygningskompleks samler flere funktioner samme sted – og hvordan grænserne mellem byrum, arbejde og bolig bliver organiseret i praksis. Turen foregår med projektchef Peter Fangel Poulsen fra Realdania By & Byg og giver adgang til områder, der normalt er lukkede for besøgende.
Du besøger BLOXHUB, et tværfagligt kontorfællesskab med 550 kontorpladser, og du hører om Lille Langebro som forbindelse for gående og cyklister ved Bryghuspladsen.
Som noget særligt kommer du op til området ved de 22 private lejligheder og ser fællesarealet – og hvis muligt en tom lejlighed.
Bemærk: Rundvisningen går ikke gennem Dansk Arkitektur Center.
BLOX åbnede i 2018 og er tegnet af det hollandske arkitektvirksomhed OMA. Da BLOX åbnede i maj 2018, var det kulminationen på 14 års arbejde med at udvikle og bygge på Bryghusgrunden. Selve byggeriet blev gennemført i årene 2013–2018 (projektet var undervejs også kendt som Bryghusprojektet), og fra første spadestik har projektet været både omdiskuteret og tæt fulgt i offentligheden.
Vi mødes ved rulletrappen på Bryghuspladsen. Her introducerer Peter Fangel Poulsen visionerne for BLOX og fortæller om opførelsen.
Herefter besøger vi BLOXHUB og fortsætter til boligområdet øverst i bygningen, hvor vi ser fællesarealet og – hvis muligt – en tom lejlighed.
Store blokke, deraf navnet BLOX, er som byggeklodser stablet forskudt og danner en bygning, der bringer sanserne i spil. Et gennemsigtigt hus med kig til alle verdenshjørner, op mod den ældste del af byen, ned mod vandet og ud i havneløbet.
De grønne glasfacader er inspireret af de grønne, irrede kobbertårne i København. Desuden referer de grønne nuancer til vandets farver, mens de hvide glaspartier refererer til skyernes toner.
BLOX er et nationalt og internationalt samlingspunkt, som engagerer mennesker i arkitektur, design og bæredygtig byudvikling. Det sker gennem udstillinger, events, forretningsudvikling og nye partnerskaber i hhv. Dansk Arkitektur Center og innovationshubben BLOXHUB.