Lørdag den 29. og søndag den 30. august, kl. 10-15 på Sølystvej 5, 2930 Klampenborg
Mange kender Mogens Lassen for lysestagen ’Kubus’.
Men vidste du, at Mogens Lassen også var blandt de første arkitekter i Danmark, som tegnede bygninger i jernbeton og skabte skulpturelle huse – især hans eget hus.
Kom indenfor, når Realdania By & Byg åbner døren til Mogens Lassens eget hus – et stykke dansk arkitekturhistorie, der normalt ikke er adgang til.
Huset er opført i 1935, og de efterfølgende 50 år foretog Mogens Lassen adskillige om- og tilbygninger og afprøvede nye farver.
De mange knopskydninger har givet huset et bemærkelsesværdigt udtryk, men stadig med klare linjer til 1930’ernes internationale funktionalisme
Realdania By & Byg overtog huset for et halvt år siden. Forude venter nu en mindre restaurering og en genskabelse af de originale farver.
Oplev huset, før vi går i gang.
Gratis adgang. Alle er velkomne.
Hvornår: Lørdag den 29. august og søndag den 30. august, begge dage kl. 10-15.
Hvor: Sølystvej 5, 2930 Klampenborg.
Tilgængelighed
Huset er ikke egnet for dårligt gående eller kørestolsbrugere.
Parkering
Det er ikke muligt at parkere på Sølystvej, da vejen er meget smal. Hvis du parkerer i området, vil vi bede dig vise hensyn til beboere og andre trafikanter. Vi anbefaler, at du cykler eller anvender offentlig tranport, hvis du har mulighed for det.
Offentlig transport
Bus 185 mod Klampenborg St. stopper 100 meter fra huset – ved Emiliekildevej.
Alternativt kan du tage S-toget og gå fra Klampenborg St. Gåturen er cirka 1000 meter.
Gratis adgang. Tilmelding ikke nødvendig.
Mogens Lassens eget hus fra 1935 afspejler en søgen efter at forny dansk byggeri og arkitektur.
Ud mod vejen fremstår det hvide, rektangulære hus lukket. Mod haven åbner det sig med lange horisontale vinduesbånd. Facadens trappetårn giver adgang til husets mange etager og øverst den åbne taghave.
Mogens Lassen boede i huset i 50 år, frem til sin død i 1987, og samme år blev huset med havemure og det fritliggende atelier tilføjet i 1959 fredet
Sammen med de øvrige arkitekthuse i Realdania By & Bygs samling af ’Arkitekternes egne huse’ har Mogens Lassens eget hus i høj grad været banebrydende for udviklingen af den danske familiebolig op gennem 1900-tallet.
Oplev huset, før Realdania By & Byg går i gang med at restaurere ejendommen og genskabe de originale farver.
Sammen med andre arkitekter på den tid var Mogens Lassen med til at forme den store tekniske udvikling, som kom til at præge dansk byggeri og konstruktion i midten af 1900-tallet, ikke mindst brugen af tidens nye byggemateriale, jernbeton.
Lassen tilhørte den kreds af danske arkitekter, som forstod at overføre tidens internationale strømninger og inspirationen fra især den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier til en mere dansk, personlig og varm fortolkning.
Allerede før opførelsen af sit eget hus i 1935 havde Mogens Lassen tegnet et af Danmarks første jernbetonhuse, tydeligt inspireret Le Corbusier-arkitekturen, som Lassen fik indgående kendskab til, da han som 27-årig opholdt sig i Paris, og i årene 1927-1928 arbejdede på en dansk ingeniørtegnestue. Erfaringerne og begejstringen bragte han hjem til Danmark, hvor han etablerede egen tegnestue i 1935 og sidenhen skabte sit eget arkitekturunivers tæt forbundet til Le Corbusiers.
I årene efter opførelsen af sit eget hus skabte Lassen mange lignende huse; de fleste samlet indenfor en lille radius omkring Klampenborg.