Rundvisning
Facadestuk i italiensk renæssancestil, stejle tårne i fransk barokstil, spir i nygotik eller jugendstilens fabulerende blomster- og naturmotiver i villabyggerier.
Alt det ville arkitekterne bag Bedre Byggeskik-bevægelsen gøre op med i begyndelsen af 1900-tallet. Nu skulle danskerne lære at bygge enkelt, fornuftigt og i god kvalitet.
Der skulle være en sammenhæng imellem en bygnings indretning, materialevalg og udseende. Det skulle være helstøbt og dansk.
Sammen med Museum Vestsjælland åbner vi dørene til to af Danmarks fineste eksempler på Bedre Byggeskik-arkitekturen: Bakkekammen 40 og 45 i Holbæk.
15.30 - 16.30 Rundvisning i Bakkekammen 40
16.30 - 17.00 Vi går ned til Bakkekammen 45 og er klar kl. 17.00
17.00 - 18.00 Rundvisning og besøg i haven på Bakkekammen 45
På Bakkekammen 40 kigger vi ind bag murene på en af landets bedst bevarede eksempler på Bedre Byggeskik-arkitekturen, tegnet af Ivar Bentsen.
Den fredede ejendom fra 1917 regnes for et af periodens og ikke mindst arkitekten Ivar Bentsens hovedværker. Ivar Bentsen var en af de drivende kræfter i arkitekturbevægelsen Bedre Byggeskik, der arbejdede for at højne dansk bygningskultur.
I 2017-2018 restaurerede Realdania By & Byg den mægtige villa, der står utroligt velbevaret med smukke detaljer som Meissen-porcelænsfliser, snedkerskabe, fyldingsdøre og historicistiske malingslag.
Danmarks eneste interiørmuseum for Bedre Byggeskik.
Ejendommen er et unikt Bedre Byggeskik-hus med oprindelige detaljer. Den fredede ejendom, som arkitekt Marius Pedersen (1888-1965) tegnede til sig selv, boede og arbejdede han i til sin død i 1965. Enken Emma Pedersen blev boende i huset til 2007, som siden har være museum og videncenter for Bedre Byggeskik.
Oplev også den skønne have som Emma Pedersen ændrede efter Marius Pedersens død, så hun kunne være selvforsynende med fødevarer. Huset har ingen udgang direkte til haven fra stuerne, og der var ikke anlagt nogle opholdssteder i haven – i haven skulle man arbejde!