Knud Friis’ eget hus ligger i Aarhus-forstaden Brabrand. Villaen er opført i 1958 som egen bolig og tegnestue til Knud Friis fra arkitektfirmaet Friis & Moltke, der blev kendt for at introducere en tillempet udgave af brutalismen, den såkaldte kasematarkitektur med store, robuste bygningslegemer karakteriseret af rå betonmure og synlige tekniske installationer.
Villaen repræsenterer på meget fornem vis Friis & Moltkes arkitektur og naturligvis især Knud Friis’ egen tolkning af samme. Den er samtidig en vigtig brik i fortællingen om ejerboligens udvikling efter 2. verdenskrig.