Realdania By & Byg Klubben er for alle - uanset om du arbejder med arkitektur og byggeri, eller bare er interesseret i arkitektur og historiske huse. Siden 2008 har vi arbejdet for at give alle interesserede mulighed for at følge Realdania By & Bygs arbejde med byggeri, byudvikling og bygningskultur på tæt hold.
Realdania By & Byg er et datterselskab af Foreningen Realdania og blev stiftet i 2003 af Realdanias bestyrelse med det formål gennem ejerskab at skabe livskvalitet i det byggede miljø.
Dansk bygningskultur er en historie om bygninger og stilarter. Men den er også vidnesbyrd om, hvordan vi har levet gennem tiderne. Alle de historiske huse er et håndgribeligt levn, som viser udviklingen af det danske samfund, og som fortæller om arkitektur, byggeskikke og materialer og om det liv, der er blevet levet i og uden for bygningerne.
Igennem Realdania By & Byg Klubben kan du opleve Realdania By & Bygs samling af over 70 historiske huse, som tilsammen repræsenterer den dansk bygningsarv gennem mere end 500 år - fra middelalder til modernisme - og lige så vigtigt: Hver især er bygningerne med til at fremme og formidle en levende bygningskultur - både nu og i fremtiden.
Den levende bygningskultur sikres også ved, at alle Realdania By & Bys bygninger lejes ud. Det kræver, at husene bliver rustet til nutidig brug og fx har nutidige funktioner og et godt indeklima, samtidig med at husene frednings- og bevaringsværdier tilgodeses. De markedsbaserede lejeindtægter er med til at sikre husene en god løbende vedligeholdelse, som Realdania By & Bygs ejendomsafdeling har ansvaret for.
Igennem Realdania By & Byg Klubben kan du følge Realdania By & Bygs arbejde med byudvikling og byomdannelse. Gennem partnerskaber - fortrinsvis med kommuner - investerer Realdania By & Byg i arealer til byudvikling og byomdannelse med det formål at medvirke til udvikling og kvalitet i de danske byer.
Realdania By & Byg er p.t. engageret i tre partnerskabsprojekter – Kanalbyen i Fredericia, Køge Kyst og NærHeden - som er udvalgt, så de repræsenterer væsentlige, forskellige og aktuelle samfundsmæssige relevante problemstillinger i dansk byudvikling.
Igennem alle projekterne bidrager Realdania By & Byg til at finde nye veje og løsninger inden for bl.a. bæredygtighed og klima, social sammenhængskraft, byliv, byrum og sundhed mv. – og vi opbygger viden, som vi formidler til alle, der arbejder med at skabe bedre byer.
Igennem Klubben kan du også følge Realdania By & Bygs arbejde med eksperimenterende nybyggeri. Her bliver forskningsbaseret ny viden afprøvet i konkrete byggerier, og ny viden og nye løsninger bliver udviklet. Målet er at bidrage til byggebranchens udvikling og inspirere til at fremme den grønne omstilling af byggeriet.
Aktuelt er Realdania By & Byg i gang med at bygge fem MiniCO2 Etagehuse Kongensstræde i Kanalbyen i Fredericia for at finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udledning i byggeri af etageejendomme.
Du kan følge de eksperimenterende byggerier via vores arrangementer og online rundvisninger fra byggepladsen.