Skip to main content
Home

Medlemsfordele

Arrangementer
Udgivelser

Om os

Home

Rundvisning

Rosenhuset – Tuborgs hovedsæde i Hellerup fra 1913

Om arrangementet

Et gesamtkunstværk i en skotøjsæske

På kanten af Strandvejen i Hellerup ligger en bemærkelsesværdig bygning. Det er én af blot fem bevarede bygninger, der vidner om dengang, hvor Tuborg regerede området. Bygningen blev opført i 1913 som moderne kontorbygning af sin tid. I 2007 købte Realdania By & Byg bygningen og gav den navnet Rosenhuset. Ambitionen med købet var at redde huset, der var i stærk forfald. Opgaven skulle dog vise sig sært genstridig. Vendepunktet blev fundet af en skotøjsæske.

Rosenhuset blev opført i 1913 og var administrationsbygning for Tuborg. Bygningen blev tegnet af arkitekten Anton Rosen med det formål at ’brande’ Tuborg som en moderne virksomhed. Rosen skabte mere end blot en funktionel ramme; han skabte et gesamtkunstværk af godt håndværk og rigt udsmykket.

Humleblomster, bygaks og rislende vand pryder alt fra vægbemalinger til træskærerarbejde, fra betonelementer til kobberrør. Huset er et næsten allegorisk skønvirke-univers bundet op på fortællingen om ølbrygning.

Rosenhuset rummer historien om en virksomhed, om en arkitekt, om en stilretning og om dansk arkitektur ved århundredskiftet. Men fortællingen om huset giver også indsigt i arbejdet med at restaurere, genskabe og forstå en bygning på randen af ruin.

Program

Tag med Realdania By & Byg indenfor i en bygning, der er lukket for offentligheden. Oplev det rige interiør med stofpaneler, bemalinger og en gigantisk øltønde. Hør historien om restaureringen af det 4.000 m2 store hus. Og hør hvad det var, vi fandt i den skotøjsæske.

Arkitekturhistoriker og projektleder i Realdania By & Byg, Astrid Weiss, leder rundvisningen og fortæller. Turen tager 75 min. 

Huset er udlejet, og det er ikke tilladt at fotografere. 

Billeder af bygningen

Bestyrelseslokalet i Rosenhuset er tegnet af arkitekten Sven Riisom.
Dørparti i Rosenhusets hall med farvet glas og granitsøjle i midten.
I Rosenhuset er væggene dekoreret med bemaling – her ses et eksempel fra gangen på første sal.
Dekorativ øltønde i Rosenhuset med inskription.

Om bygningen

En genskabt skønvirkeborg

Rosenhuset i Hellerup er opkaldt efter arkitekten Anton Rosen. Rosen var skønvirkestilens fremmeste danske arkitekt. Han var inspireret af moderne, internationale strømninger og havde samtidig en dyb passion for al håndværk og en stor forståelse for materialer.

Rosenhuset blev opført med både centralvarme, rørpostsystem og telefoncentral. Husets konstruktion er udført med præfabrikerede betondragere. Samtidig er huset et forunderligt allegorisk univers med sirlige bemalinger, mytiske væsner og varme materialer som uld, mahogni og natursten.

Rosenhuset er et væsentligt værk i den periode i dansk arkitekturhistorie kendt som skønvirke med slyngede ornamenter og sammensatte facader. Rosen tegnede alt interiør såvel som husets arkitektoniske rammer. Del og helhed er tænkt som et hele, der skal understøtte fortællingen om Tuborg. 

Direktørkontoret i Rosenhuset.

Andre oplevelser til dig