Rundvisning
Tag med Realdania By & Byg Klubben til Danmarks ældste by, Ribe, når vi besøger renæssancehuset Tårnborg. Huset blev opført i 1570 og er et meget fint eksempel på periodens arkitektur - og et af de meget få bevarede.
Renæssancehuset Tårnborg er opført i store, tunge mursten og i to stokværk. Huset er præget af blyindfattede ruder, nedløbsrør med dragehoveder og et tag med spir. Bygningen ligger tæt ved Ribe domkirke i en smal gade, der strækker sig langs den historiske bydel.
Det enestående velbevarede byhus Tårnborg har, gennem sit 500 år levede liv haft mange funktioner, heriblandt posthus, bispegård og hjem for salmedigteren H.A. Brorson.
På rundvisningen vil det være muligt at opleve det imponerende stenhus med det sekskantede trappetårn, gavle med kamtakker og et indre med historiske genstande. Tårnborg står som et meget fint eksempel på renæssancens arkitektur og er et af meget få bevarede huse fra denne periode, hvilket gør huset enestående.
Realdania By & Byg Klubbens vært byder velkommen. Herefter fortæller arkitekt og projektchef i Realdania By & Byg Frants Frandsen om Tårnborgs historie, renæssancearkitektur og om restaureringen. Huset er beboet og møbleret.
Tårnborg er opført som et renæssancehus i 1570-80, og enkelte bjælker kan dateres tilbage til 1509. Tårnborg nævnes faktisk allerede første gang i 1440, i bogen ”Ribes oldemor" som kirkens ejendom.
Store byhuse i sten som Tårnborg var i 1500-1600 forbeholdt kongehus, adel og de rigeste. Det var kun eliten, der formåede at tage de nyeste tendenser i byggeriet, som kom fra lande som Italien og Holland, til sig.
Tårnborg er opført i røde munkesten i krydsforbandt og et relativt tyndt murværk. Husets fremtoning og især sydfacadens symmetri er usædvanligt flot gennemarbejdet. Med sin karakteristiske buefrise mellem stokværket har Tårnborg stor lighed med sam- og eftertidens herregårde.