Rundvisning
Til dette arrangement møder vi det kun fire år gamle udviklingsselskab Home.earth, som blandt andet har meget høje ambitioner om at nedbringe CO2-udledningen fra byggeri uden at gå på kompromis med rentabiliteten. Vi ser bygherrens første byggeri tage form i den nye bydel Nærheden ved Hedehusene, hvor en af metoderne er præfabrikation.
Vi hører også om Realdania By & Bygs igangværende udviklingsbyggerier i Fredericia, hvor det aktuelle byggeprojekt MiniCO2 Etagehus PRÆFAB ønsker at presse CO2-udledningen så langt ned som muligt ved at effektivisere og nedbringe fejl og spild i byggeriet gennem brug af præfabrikerede moduler.
Endelig møder vi Scandi Byg, som er leverandør til begge byggerierne og står for produktion og montering af elementerne. Til slut er der mulighed for at netværke eller se den nye bydel Nærheden på egen hånd.
Udviklingsdirektør Anne Mette Rahbæk fortæller kort om Realdania By & Bygs tilgang til at udvikle byggeriet og om den nye bydel Nærheden, hvor arrangementet finder sted.
Peter Fangel Poulsen, projektchef i Realdania By & Byg, fortæller om visionen og arbejdet med Realdania By & Bygs udviklingsbyggerier ”MiniCO2 Etagehusene” i Fredericia. Han sætter særlig fokus på MiniCO2 Etagehus PRÆFAB, som sigter mod at effektivisere byggeriet og bringe CO2-udledningen så langt ned som muligt gennem præfabrikation.
Monteringen af elementerne sker i efteråret 2025, så Realdania By & Byg skal stadig nå at samle erfaringer, men Peter Fangel Poulsen giver sit foreløbige bud på fordele og ulemper ved præfabrikation.
Co-founder Kasper Guldager fra Home.earth fortæller om konceptet bag det ambitiøse byggeri, som sigter på at nedbringe byggeriets CO2-udledning markant gennem blandt andet præfabrikation, og som gennem ny teknologi vil opvarme bygningen med tæt på nul emission. Derudover har bygherren også fokus på biodiversitet og den sociale dimension i byggeriet.
Adm. direktør Mads Seneca Simonsen og projekteringsleder Søren Vesterdorf Hein fra Scandi Byg fortæller om processen og de overvejelser, som de har stået med i tilblivelsen af både MiniCO2 Etagehus PRÆFAB i Fredericia og Home.earth i Nærheden.
Vi går 3-400 meter til Home.earth’s byggeri, hvor vi hører mere om byggeriet, mens vi ser det udefra.
Home.Earth er et dansk ejendomsselskab stiftet med det formål at skabe boliger med respekt for planeten, som er til at betale for så mange som muligt.
Deres første projekt er Home.Earth Nærheden med 158 lejeboliger i en ejendom med meget lavt CO2-aftryk for en etageejendom – hele 60% under lovgivningens krav.
Ejendommen omfatter 158 lejligheder fra 44 m² til 130 m². Boligerne spænder fra etværelseslejligheder med højt til loftet og ovenlys, til 5-værelses familieboliger med plads til ungerne.
Hvis ens livssituation ændrer sig, har man mulighed for at bytte lejligheder internt.
I stueetagen er der butikker, en café, fælleslokaler og fælles vaskeri. Desuden er der et beboerhotel med tre små boliger, som kan lejes på dagsbasis og dermed giver beboerne helt op til tre gæsteværelser.
Med MiniCO2 Etagehus PRÆFAB i Fredericia undersøger Realdania By & Byg, om maksimal anvendelse af præfabrikerede moduler kan mindske fejl og nedbringe ressourceforbrug i nybyggeri.
PRÆFAB-huset er en del af Realdania By & Bygs store udviklingsprojekt i Kongensstræde i Fredericia, som skal finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udslip i byggeri af etageejendomme – med fokus på hhv. materialer og på selve byggeprocessen. I alt opføres tre materialehuse og to proceshuse.
Byggeriet af MiniCO2 Etagehus PRÆFAB går i gang i løbet af efteråret 2025.
Nærheden er en ny form for forstad, der kombinerer byens tæthed, varierede arkitektur og byliv med forstadens grønne og trygge kvaliteter. Her lægges der vægt på rammer for fællesskaber både i byens rum og i de enkelte boligprojekter.
Nærheden er en blandet bydel med en variation af karréer i afvekslende højde samt kæde- og rækkehuse, bofællesskaber og lejligheder med stærke fælles faciliteter og nem adgang til station, skole, indkøb, fritidsaktiviteter og natur. I alt skal Nærheden rumme ca. 3.400 boliger og bliver med tiden hjem for mellem 7.000 til 8.000 mennesker.
I udviklingen lægges der særlig vægt på, at det skal være nemt for beboerne at samles omkring fælles interesser – og nemt at få hverdagen til at fungere med indkøb, fritidsaktiviteter, skole, kollektiv trafik og friluftsliv.
I 2018 flyttede de første beboere ind i Nærheden, og i 2025 har indbyggertallet passeret 4.000.