Online rundvisning
Kræver medlemskabHvordan kan vi bygge mere bæredygtigt? Det er et spørgsmål, som optager mange - også Realdania By & Byg. For at blive klogere på bæredygtigt byggeri, er vi derfor i gang med et stort byggeeksperiment i Fredericia. Her bygger vi seks etagehuse, som undersøger forskellige metoder til at reducere CO2-udledningen fra nybyggeri.
På dette online byggepladsbesøg kigger vi indenfor i ét af dem - MiniCO2 Etagehus PRÆFAB - som er i fuld gang med at blive bygget. Her er færdigbyggede moduler med køkkenelementer, brusekabiner, fliser og maling blevet fremstillet på fabrik og herefter leveret til byggepladsen. På to dage er modulerne stablet og samlet til en bygning. Herefter skal bygningen forsynes med facade, rør, kabler osv. samt elevator.
Hvad er målet?
Undersøgelser viser, at en stor del af den CO2, der udledes ved et nybyggeri, sker i selve byggeprocessen. Udledningen kommer bl.a. fra materialespild, transport og aktiviteter på byggepladsen. Hvis det viser sig muligt at bygge med fabriksfremstillede moduler og samtidig skabe gode kvalitetsboliger, så kan vi måske nedbringe CO2-udledningen.
Ved at flytte så meget af byggeriet ind på en fabrik gør vi byggeprocessen mere enkel og effektiv. De store bygningsmoduler produceres under kontrollerede forhold, og på den måde får vi lettere ved at styre og planlægge selve processen. Risikoen for fejl og spild mindskes, kvaliteten bliver mere ensartet, og byggeperioden bliver kortere.
Den samlede byggetid for etagehuset - både på fabrik og byggeplads - forventes at blive på kun ca. seks måneder. Det er omtrent halvdelen af den tid, det normalt tager at bygge et hus i samme størrelse.
Kom rundt på byggepladsen i selskab med projektchef Peter Fangel Poulsen. Oplev de præfabrikerede moduler indefra - hvis ellers byggeplads-forholdene tillader det.
Hør, hvorfor Realdania By & Byg har igangsat de seks etagehuse i Fredericia.
Se med live, når vi streamer fra byggepladsen, og stil spørgsmål til oplægsholderen.
Når du køber denne onlinerundvisning, har du adgang til at se eller gense den on demand i 30 dage efter, at vi har sendt live.
Det hele sker på "Min side".
Bemærk at vi samme dag også afholder et fysisk byggepladsbesøg.
Med MiniCO2 Etagehus PRÆFAB i Fredericia undersøger Realdania By & Byg, om maksimal anvendelse af præfabrikerede moduler kan mindske fejl og nedbringe ressourceforbrug i nybyggeri.
PRÆFAB-huset er en del af Realdania By & Bygs store udviklingsprojekt i Kongensstræde i Fredericia, som skal finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udslip i byggeri af etageejendomme – med fokus på hhv. materialer og på selve byggeprocessen. I alt opføres tre materialehuse og to proceshuse.