Rundvisning
Fællesskab og nem hverdag er de bærende principper i udviklingen af Nærheden – et bud på fremtidens forstad, som Realdania By & Byg udvikler i Hedehusene i partnerskab med Høje-Taastrup Kommune. Tag med på byvandring i den nyopførte forstad og oplev to af Nærhedens ’Kvarterhuse’, der skal skabe attraktive rammer for fællesskaber i hverdagen.
Et grønt loop med regnvandsopsamling, byhaver og Kvarterhuse med plads til at mødes om fælles interesser er blandt de faciliteter, vi skal opleve på byvandringen.
Netop nu er det andet af i alt tre planlagte ”Kvarterhuse” ved at blive færdigopført. Det første kvarterhus åbnede i 2022 og rummer to store fælleslokaler, køkken og terrasse. Her bliver der strikket, spist, spillet rollespil og meget mere, ligesom huset er omdrejningspunkt for bl.a. høst- og juletræsfester. I maj 2025 åbner det næste kvarterhus med værksteder.
Realdania By & Byg Klubbens vært byder velkommen. Projektdirektør Ole Møller og chefkonsulent Linda Sønderskov viser rundt i Nærheden og fortæller om principperne bag projektet. Vi besøger to Kvarterhuse. Selve turen rundt i området er ca. 2 km i et roligt tempo og med flere stop.
Nærheden er en ny form for forstad, der kombinerer byens tæthed, varierede arkitektur og byliv med forstadens grønne og trygge kvaliteter. Her lægges der vægt på rammer for fællesskaber både i byens rum og i de enkelte boligprojekter.
Nærheden er en blandet bydel med en variation af karréer i afvekslende højde samt kæde- og rækkehuse, bofællesskaber og lejligheder med stærke fælles faciliteter og nem adgang til station, skole, indkøb, fritidsaktiviteter og natur. I alt skal Nærheden rumme ca. 3.400 boliger og bliver med tiden hjem for mellem 7.000 til 8.000 mennesker.
I udviklingen lægges der særlig vægt på, at det skal være nemt for beboerne at samles omkring fælles interesser – og nemt at få hverdagen til at fungere med indkøb, fritidsaktiviteter, skole, kollektiv trafik og friluftsliv.
I 2018 flyttede de første beboere ind i Nærheden, og i 2025 har indbyggertallet passeret 4.000.