Skip to main content
Home

Medlemsfordele

Arrangementer
Udgivelser

Om os

Home

Rundvisning

Realdanias hovedsæde - restaureret og nyindrettet

Om arrangementet

Farver fra 1950’ernes farvepalette, detaljer i kobber og messing, 740 restaurerede Munkegårdslamper og ny indretning med respekt for det højmodernistiske kontorhus’ oprindelige karakter. Oplev resultatet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og LAIKA Rumdesigns gennemførte nyindretning af Realdanias hovedsæde.

Realdanias ikoniske kontorhus på Jarmers Plads i København er et af de tidligste eksempler på et moderne kontorhus i nordisk modernisme – og høstede ros fra selveste Arne Jacobsen, da det stod færdigbygget i 1959.

Gennem årene har skiftende renoveringer sløret bygningens oprindelige indvendige udtryk. Men under nyere lag gemte sig stadig originale detaljer, gedigne materialer og spor fra husets historie. De er nu genskabt og løftet frem med hjælp fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter og LAIKA Rumdesign.

Samtidig er kontorhuset bragt ind i nutiden med fleksible arbejdszoner, bæredygtige valg og overflader og indretning, der understøtter det moderne arbejdsliv. Alt sammen udført med respekt for bygningens oprindelige udtryk og særlige karakter.

Det kan du glæde dig til at opleve:

•   Bestyrelseslokalet, pejsestuen og den gamle direktionsgang.
•   Detaljer i teak, kobber og messing, der gjorde det til et af datidens dyreste huse.
•   En gammel telefonboks og et automatisk garderobeskab med kædetræk fra 1959.
•   Farver fra 1950’ernes farvepalette og kunstværker af bl.a. Erik A. Frandsen.
•   Husets ca. 750 originale Munkegårdslamper, designet af Arne Jacobsen, der er blevet restaureret og LED-opgraderet.
•   Den oprindelige flisemosaik, som er håndsorteret, renset og genetableret på alle toiletter i huset.

Fotos: Sjavit Maestro / Vilhelm Lauritzen Arkitekter

Program

Sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter og LAIKA Rumdesign viser vi rundt i vores nyindrettede kontormiljøer og fortæller:

  • om arbejdet med at føre huset tilbage til sit oprindelige udtryk

  • om at bevare og genbruge så meget som muligt

  • og om den designstrategiske retning, hvor belysning, nye mødesteder og bæredygtige valg har været et centralt fokusområde.

Billeder af ejendommen

Om ejendommen

Ejendommen er tegnet af arkitekterne Christian, Erik og Aage Holst og opført i 1956-59 som hovedsæde for Østifternes Kreditforening. I dag er den hovedsæde for foreningen Realdania og for medievirksomheden Warner Bros. Discovery, som holder til på de øverste etager.

Med sine rene linjer, geometriske mønstre og naturmaterialer som marmor, teak og messing, er det et af de tidligste eksempler på et kontorhus i nordisk modernisme.

Huset er disponeret med et højhus i ni etager indrettet som kontorhus, der danner væg mod den trafikerede H.C. Andersens Boulevard, og to lavere bygninger med reception, møderum, kantine og repræsentative lokaler mod Ørstedsparken.

I 2024-2025 gennemførte Vilhelm Lauritzen Arkitekter og LAIKA Rumdesign en omfattende indvendig restaurering og nyindretning af ejendommen.

Ejendommen indgår i Realdania By & Bygs samling af fredede og bevaringsværdige ejendomme.

Andre oplevelser til dig