Rundvisning
Hvordan nedbringer vi CO2-aftrykket fra etagebyggeri markant – uden at give køb på bygbarhed, økonomi og høj boligkvalitet?
Realdania By & Byg inviterer til fagligt byggepladsbesøg i MiniCO2 Etagehusene i Kanalbyen i Fredericia – et fuldskala komparativt forsøg, der undersøger, hvordan vi konkret kan nedbringe CO2-udledningen i etagebyggeri.
Ved besøget ser vi nærmere på de to igangværende forsøgsbyggerier: MiniCO2 Etagehus BETON og TEGL. To byggerier i samme skala, med samme budgetramme og under samme lokalplan, men med hver deres greb i materialevalg og konstruktion.
Du får indblik i de første erfaringer fra projektering til udførelse – og i de konkrete valg, der skal minimere CO2-udledningen, samtidig med at arkitektur, indeklima, brugeroplevelse og økonomi er tænkt med. Vi præsenterer de foreløbige LCA-tal og gennemgår fordelingen på bygningsdele.
Efter indlæggene går vi samlet til byggepladserne, hvor løsninger og materialer kan ses 1:1: insitu-støbte betonvægge på 8 cm, lerpuds med snittet halm i, ubrændte lersten, røde teglblokke og grønne vinduer og meget mere ...
Det får du med hjem:
• Indblik i foreløbige LCA-tal og fordeling på bygningsdele – og hvilke greb der reelt flytter CO2-regnskabet
• Viden om designvalg, der gør en målbar forskel
• Første praksis-erfaringer med lavstyrkebeton, genbrugsbeton samt nye tegl- og lerprodukter
• Udførelsesmæssige erfaringer fra byggepladsen
• Perspektiver på skalerbarhed og markedsrelevans
Arrangementet er målrettet fagfolk, der arbejder professionelt med udvikling, projektering, udførelse og regulering af boligbyggeri - men alle interesserede er velkomne.
Tegn et virksomhedsmedlemskab (1.250 kr. årligt) og få to gratis billetter til arrangementet (værdi 1.300 kr.). Læs mere om tilbuddet.
Vi starter i kantinen i Porthouse med indlæg. Derefter går vi (eller kører i bil) til byggepladserne på Kongensstræde
Jørgen Søndermark, projektchef i Realdania By & Byg, introducerer de seks udviklingsbyggerier: tre materialehuse, to proceshuse og det kommende HYBRID-hus.
Hør om forsøgsdesignet, der gør det muligt systematisk at sammenligne CO2, energi og en lang række øvrige parametre – samt ambitionen om at udvikle skalerbare løsninger til branchen.
Mikkel Schlesinger, partner og arkitekt i CEBRA, og Jeppe Markmann Olesen, direktør i Bo Michelsen, præsenterer hovedgrebene bag reduktionen af betonhusets CO2-udledning – herunder designoptimering, in situ-støbning samt anvendelse af lavstyrkebeton og genbrugsbeton.
Hør om de første erfaringer med udførelse og bygbarhed: Hvad har været de største udfordringer? Hvor ligger potentialet? Hør også om de foreløbige CO2-tal og fordeling på bygningsdele.
Christopher Carlsen, partner og arkitekt i Tegnestuen LOKAL og Jeppe Markmann Olesen, direktør i Bo Michelsen, fortæller om de arkitektoniske overvejelserne, der udfolder teglens æstetik og understøtter et lavt CO2-aftryk – samtidig med at krav til brand, akustik, fugt og indeklima opfyldes. Hør om erfaringerne fra byggepladsen med teglhulblokke, ubrændte lersten, lerpuds og lergulve – samt de foreløbige CO2-tal og fordelingen på bygningsdele.
Jesper Fuglsang, projektleder i egernsund wienerberger præsenterer de anvendte teglhulblokke og mursten i projektet. Der vises både nuværende og kommende produktionsmetoder samt den tilhørende dokumentation – herunder miljøvaredeklarationer.
• Hvor ligger de største CO2-drivere?
• Hvad er mest robust i udførelsen?
• Hvad har overrasket mest?
• Hvad er økonomisk realistisk i markedet i dag?
• Hvad er skalerbart – og hvad er ikke?
Herefter går vi samlet til byggepladsen i Kongensstræde (ca. 10 min. gang). Alternativt kan man køre i bil.
Vi besøger MiniCO2 Etagehus TEGL og BETON. I TEGL er råhuset lukket, og der pågår facade- og inventararbejder. I BETON støbes råhusets etager. Rådgivere og entreprenører er til stede i hvert hus og svarer på spørgsmål om konstruktion, materialer og udførelse.