Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Hovedværker – Marius Pedersens eget hus og Bakkekammen

lørdag den 31. august kl. 11:00 - 12:30
Bakkekammen 45, 4300 Holbæk
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Realdania By & Byg Klubben besøger en række hovedværker af danske arkitekter, som er forbundet med Realdania By & Bygs samling. Kom på Bedre Byggeskik byvandring på Bakkekammen i Holbæk og rundvisning i arkitekt Marius Pedersens eget hus.

Arkitekt Marius Pedersen (1888-1965) var sammen med Ivar Bentsen en af de bærende kræfter i Bedre Byggeskik. Sammen stiftede de i 1915 i Holbæk den bygmesterskole, der var forløber for Landsforeningen Bedre Byggeskik. 

Kom med på vandring i området ved Bakkekammen med de mange Bedre Byggeskik huse, mens du får en introduktion til Bedre Byggeskik. Vi starter foran Bakkekammen 40, tegnet af Ivar Bentsen - og en del af Realdania By & Bygs samling af historiske huse.

Vandringen ender ved Bakkekammen 45, hvor vi kommer indenfor i huset, som Marius Pedersen tegnede til sig selv i 1929. Den fredede ejendom er yderst velbevaret og huser i dag Danmarks eneste interiørmuseum for Bedre Byggeskik. 

Marius Pedersen boede og arbejdede i huset sammen med hustruen Emma frem til sin død i 1965. Enken Emma Pedersen blev boende i huset til 2007. Siden har Holbæk Museum indrettet og drevet Danmarks første museum og videncenter for Bedre Byggeskik i huset. Sammen med Karen Sivebæk Munk, overinspektør for historie, etnologi & arkiv på Holbæk Museum, oplever vi huset og Bakkekammen, mens vi får fortællinger om Marius Pedersen og Bedre Byggeskik.  

Arrangementet er blevet til i samarbejde med Museum Vestsjællland.


Om Bedre Byggeskik

Bedre Byggeskik var en landsdækkende forening stiftet i 1915 med et mål om at skabe en ny dansk byggeskik. Med informationsvirksomhed, kurser og tegnebistand skulle bygherrer og håndværkere få forståelse for en menneskelig og enkel, rationel byggeskik, kombineret med gedigent håndværk og en god økonomi. 

I stort set alle danske byer findes et væld af gode eksempler på byggestilen Bedre Byggeskik, som i første halvdel af 1900-tallet satte præg og aftryk på veje, gader og hele kvarterer i byer og landsbyer over hele landet. 

Det anslås, at der i løbet af de 50 år, hvor Bedre Byggeskik-bevægelsen eksisterede, blev bygget omkring 50.000 Bedre Byggeskik-huse rundt om i Danmark. Nogle af de bedste og velbevarede ligger på Bakkekammen i Holbæk.


Mødested: Foran Bakkekammen 40 

Arrangementer til dig