Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Hovedværk: Radiohuset af Vilhelm Lauritzen

tirsdag den 9. januar kl. 15:45 - 17:00
Rosenørns Alle 22, 1970 Frederiksberg
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Med Gesamtkunstværket Radiohuset viser arkitekt Vilhelm Lauritzen samme overlegenhed i detaljering og fornemmelse for materialer, som man oplever i hans eget hus i Hellerup. Kom med på rundvisning i det berømte hus. 

Derfor skal du med indenfor:

      Du oplever Radiohusets arkitektur og rum

      Du bliver klogere på arkitekten Vilhelm Lauritzen

      Du får indsigt i et dansk modernistisk mesterværk

Radiohuset er en internationalt anerkendt og fredet bygning. Radiohuset blev tegnet i 1930’erne af arkitekt Vilhelm Lauritzen. Lauritzen var en af de arkitekter, som ledte den internationale modernisme ind på en dansk diskurs og dermed kom til at tegne det moderne Danmark.

Radiohuset er en enhed af flere bygningskroppe, der med hver deres form aftegner de indre rums funktioner. Husets kerne, den buede koncertsal, er en avanceret byggeteknisk bedrift med et parabelformet kobbertag. I Radiohuset kan man opleve Vilhelm Lauritzens dybe optagethed af lys med en kombination af diffust og retningsbestemt lys. Lauritzen tegnede flere lamper til Radiohuset, som senere er blevet ikoniske herunder Koncertsalens lamper, som mimer liljekonvaller. Som altid var Lauritzen inspireret af naturen.

Bygningen afspejler tillige hans evne til at skabe eksklusive kompositioner med en kombination af okselæder, teak, messing og grønlandsk marmor. Hans eget hus i Hellerup afspejler samme sans for materialer og funktionel æstetik med en original evne til at sammenstille materialer, farver og stemninger.

Den private modernist
Realdania By & Byg ejer Vilhelm Lauritzens eget hus i Hellerup fra 1958. Huset er gennemgående præget af kontraster; en lukket, distancerende facade mod vejen og en åben og inviterende facade med store glaspartier mod den private have. Grå, kølige og industrielle materialer som eternitskiffer og gasbeton, der dog er hvidmalet indenfor, kontra varme og levende materialer som træ, marmor samt gule og brune klinker.

Vilhelm Lauritzen var en af de ledende parter i udviklingen af modernismen i Danmark ikke blot som arkitekt men også designer. Lauritzen omsatte den internationale stil til en nordisk kontekst.

Blandt Vilhelm Lauritzens mange og enestående værker er Københavns første lufthavnsterminal, som i dag bærer hans navn, Folket Hus, som i dag kaldes VEGA, Shell-huset og den danske ambassade med bolig i Washington.

Program
Vi besøger forhallen, studie-foyeren, taghaven tegnet af G.N. Brandt, koncertsalen og kantinen i selskab med Pelle Vogel, der er event manager hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som i dag holder til i de smukke omgivelser. Med på rundvisningen er også repræsentanter fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der kan bidrage til fortællingen om huset og arkitekten. Turen varer ca. 75 min. 

Fotos er venligt udlånt af Vilhelm Lauritzens tegnestue. Fotografen er Rasmus Hjortshøj. Tegningen er af Vilhelm Lauritzen.

Mødested
Realdania By & Byg Klubbens vært møder dig foran hovedindgangen på Rosenørns Alle 22, Frederiksberg.
OBS! For at kunne nå hele det store hus rundt starter rundvisningen præcis.

Tilgængelighed, parkering og transport
Du kan læse mere om Radiohusets tilgængelighed, mulighed for parkering og oplagte offentlige transportmuligheder her: Adgangsforhold | DKDM

Arrangementer til dig