Skip to main content
Home

Medlemsfordele

Arrangementer
Udgivelser

Om os

Home
Komøg, kærnemælk og kun ganske lidt træ

Væggene dufter svagt af kalk. Bindingsværket træder frem som et spinkelt skelet af stolper, men de typiske vandrette eller skrå bindingsværks-bjælker er gemt inde i konstruktionen – de er usynlige, men afgørende.

Sådan står Højgården på Sejerø. En firlænget gård fra 1873, bygget med kærnemælk i kalken, komøg i leret og kun sparsomme mængder af træ. For 150 år siden var træ en mangelvare, og øboerne opfandt derfor en særlig form for bindingsværk.

På denne rundvisning bevæger vi os gennem gårdens rum og konstruktioner og ser, hvordan øens livsvilkår har sat sig i arkitekturen. I Realdania By & Bygs restaurering 2019-2021 er slidspor bevaret, materialer ført videre og bindingsværket med sidebånd står igen tydeligt som det bærende system.

Du får indblik i, hvorfor Højgården er noget ganske særligt i dansk bygningskultur: En gård, der ikke følger landets hovedstrømninger, men sin egen logik – formet af klima, knappe ressourcer og et liv i tæt samspil med landskabet.

Rundvisningen henvender sig til dig, som er nysgerrig på historiske huse, byggeskik og de fortællinger, der gemmer sig i detaljer, slidspor og rumforløb. Du behøver ikke være fagperson – blot have lyst til at opleve og høre fortællinger.

Program

Sammen med bygningskonstruktør Mikael Vikkelsø og historiker Troels Jeppesen fra Realdania By & Byg kommer du tæt på gårdens særlige byggeskik. Vi går gennem stuehus og længer og taler om materialer, konstruktioner og de valg, der er truffet – både da gården blev bygget i 1873 og under restaureringen i 2019-2021.

Huset er beboet og møbleret, og du må ikke fotografere indenfor.

Billeder af ejendommen

Gårdrummet på Højgaarden er omgivet af fire længer med hvidkalkede mure, sort træværk og stråtækte tage.
Skorstenene på Højgaarden er enkelt udformet og hvidkalkede med let profilerede gesimser.
Mønningen på Højgaarden viser det traditionelle stråtag afsluttet med træstave, som fastholder stråene og beskytter tagets top mod vind og vejr.

Om gården

Bindingsværk med sidebånd

Højgården på Sejerø er en firlænget gård fra 1873 og et sjældent bevaret eksempel på øens særlige byggeskik. Gården er opført i bindingsværk med såkaldte indvendige sidebånd – en konstruktion, der giver facaderne et usædvanligt, næsten stolpelignende udtryk og adskiller sig markant fra bindingsværk på fastlandet.

Ejendommen rummer stuehus, lade, stald og udhus, som tilsammen danner en lukket gårdstruktur. Under restaureringen blev de oprindelige gårdsrum – ladegård, fægård og abildgård – genskabt og synlige i landskabet.

Sidebåndskonstruktion er den ældste form for bindingsværk i Danmark. Metoden har især været anvendt i den nordlige halvdel af Sjælland og således også på Sejerø.

Sortmalet dør i bindingsværksvæg på Højgaarden på Sejerø.

Andre oplevelser til dig