Skip to main content
Home

Medlemsfordele

Arrangementer
Udgivelser

Om os

Home
Fra sobert til suverænt

Hævet på en banke beklædt med marehalm. Udsigt over havnen. Dybrøde mursten, varme og let gyldne fuger. Tagets flade falstagsten tegner en skarp silhuet mod himlen. Bygget til at blive set – men uden at støje.

Havnemesterboligen i Skagen er tegnet af arkitekten Ulrik Plesner i 1904 og regnes for hans hovedværk i byen, hvor han tegnede flere end 30 bygninger. I havnemesterboligen er arkitektens sans for proportioner, materialer og helhed samlet i ét bygningsværk opført som bolig, arbejdsplads og monument over Skagens havn som byens livsnerve.

Ulrik Plesner overtog opgaven og tilhørende skitser tegnet af en ingeniør. Med få men præcise greb omformede han de nøgterne og anonyme skitser og skabte et byggeri, der både signalerer myndighed og tilhørsforhold til stedet.

På denne rundvisning kommer vi rundt i huset og helt tæt på Plesners arkitektur. Vi ser, hvordan han løftede et nøgternt funktionsbyggeri til et helstøbt arkitektonisk værk, og hvordan Realdania By & Bygs restaurering har gjort huset læsbart igen uden at polere historien væk.

Program

Historiker Troels Jeppesen fra Realdania By & Byg folder fortællingen ud om en arkitekt, der ikke fulgte tidens stilarter, men byggede med udgangspunkt i sted, funktion og håndværk – og som kom til at præge Skagen mere end nogen anden. Vi ser nærmere på arkitekturen og hører undervejs også om Realdania By & Bygs restaurering 2005-2006, som skulle genskabe helheden i værket.

Huset er i brug som kontor, og du bedes tage hensyn undervejs.

Billeder af huset

Indgang til Havnemesterboligen i Skagen, hvor turistbureauet i de tidligere stuer er tilpasset de historiske rammer.
Havnemesterboligen i Skagen med rødttag og fiskerstatue i forgrunden ved vejen.
Historisk foto af Havnemesterboligen i Skagen set fra havnen.
Kig gennem hvide fyldningsdøre i Havnemesterboligen i Skagen.
Murdetalje af Havnemesterboligen i Skagen med røde teglsten, gesims og tegltag.

Om huset

Om havnemesterboligen

Havnemesterboligen er opført i 1904-1905 som et samlet anlæg: havnemesterens bolig og kontor i midten, flankeret af to boliger til havnebetjente. Indretningen afspejler både hierarki og hverdag – fra kontoret med udsigt over havnen til de mere beskedne rum til familieliv, forråd og selvforsyning. Havnemesterboligen blev fredet i 1986.

I dag anvendes bygningen til offentlige formål og står som et hovedværk i dansk arkitekturhistorie og et markant bidrag til Skagens bygningskultur.

Om huset

Realdania By & Bygs restaurering

Da Realdania By & Byg overtog Havnemesterboligen i 2005, var huset præget af mange lag af ombygninger, praktiske løsninger og tab af arkitektonisk klarhed. Realdania By & Byg gennemførte en omfattende restaurering i 2005–2006. Restaureringen skulle ikke føre huset tilbage til én bestemt tid, men genskabe helheden.

Indvendigt blev blandt andet skillevægge og nedhængte lofter fjernet og farver undersøgt – samtidig med, at bygningen blev gjort anvendelig i dag. Udvendigt blev proportioner, tag, fuger og vinduer genskabt, så huset igen fremstår med den tyngde og værdighed, Plesner tegnede det med.

Resultatet er et hus, hvor arkitektur, funktion og historie igen hænger sammen.

Klassisk hvid fyldningsdør med profilerede paneler i Havnemesterboligen, Skagen.

Om huset

Arkitekten Ulrik Plesner

Ulrik Plesner var arkitekten, der om nogen kom til at ’tegne’ Skagen. Med inspiration fra Englands Arts&Crafts-bevægelse og sin fine fornemmelse for stoflighed og materialer banede Plesner vejen for en ny arkitektur, der var tænkt indefra og ud.

Plesner virkede over hele Danmark, men det var i Skagen, at han i 1900-tallets første årtier satte sit største aftryk. Plesner tog del i tidens radikale strømninger blandt ligesindede arkitekter, der ønskede at befri arkitekturen fra historicismens og akademiets jerngreb.

Andre oplevelser til dig