Foredrag
Maler. Billedhugger. Keramiker. Grafiker. Fotograf. Arkitekt.
Gennem et mere end 70 år langt kunstnerliv viste Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), at han ikke blot hørte til sin tids mest alsidige og talentfulde kunstnere – han var også en af de mest grænseoverskridende og provokerende.
Det er hans rosafarvede ateliervilla med det grønne, glaserede tag midt i det mondæne Ryvangskvarter nord for København et godt eksempel på. Da villaen blev opført i 1907 som bolig og atelier for ham selv og hustruen, billedhuggeren Edith Willumsen, vakte den opsigt. Med sine referencer til middelalderens borge, sit ottekantede tag, finurlige dekorationer og asymmetri var den ”en bombe i de velopdragne omgivelser”, som kunsthistorikeren Broby-Johansen skrev i 1959.
Foredrag i anledning af åbent hus
Søndag den 22. marts åbner Realdania By & Byg, som ejer og har restaureret den fredede villa, dørene for alle interesserede. Som optakt til åbent hus-arrangementet inviterer vi til foredrag om Willumsens liv og værker, herunder ateliervillaen, ved Henrik Wivel.
Henrik Wivel er dr.phil., forsker og forfatter til en lang række bøger om litteratur, kunst, film og arkitektur. I 2024 udgav Henrik Wivel det store, anmelderroste tobindsværk ‘Jeg er en anden’, som er den første fuldstændige biografi om J.F. Willumsen.
Der vil være mulighed for at købe et eksemplar af bogen og få den signeret.
J. F. Willumsen og hans hustru, billedhuggeren Edith Willumsen, boede i ateliervillaen frem til 1928 (dog kun sporadisk fra 1916), hvor de gik fra hinanden. Edith Willumsen blev boende i huset frem til sin død.
Realdania By & Byg købte ejendommen i 2002 for at bevare det fredede hus og sikre, at der også fremover kunne blive skabt kunst i den markante villa. Efter en gennemgribende restaurering bliver villaen igen anvendt til beboelse og atelier.