Vær med til, når vi tager første spadestik til byggeriet af fremtidens seniorbofællesskab i Ringkøbings nye naturbydel.
Hør arkitekten, bygherren og byudvikleren give en introduktion til seniorbofællesskabet og fortælle om baggrunden for projektet og tankerne bag AART architects vinderforslag, der gør op med det klassiske bofællesskab med private boliger omkring et fælleshus. I seniorbofællesskabet i Naturbydelen bliver boliger og fælles faciliteter i stedet blandet i tre bygninger omkring en fællesplads i åben forbindelse med den smukke, omkringliggende natur. Det forbedrer muligheden for at alle beboerne, også de mindre udfarende, bliver en del af et hverdagsfællesskab, så alle får glæde af den øgede livskvalitet, som beboere i seniorbofællesskaber oplever helt generelt.
Der vil også være mulighed for at komme på rundtur i naturområdet og høre om de øvrige byggerier, som er på vej.
Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig. Du skal blot gennemføre et "køb" af arrangementet til "0" kr. Så er din tilmelding registreret.
Program
Kl. 14.30 Velkomst. Taler ved Hans Østergaard, borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune, og Peter Cederfeld, adm. direktør, Realdania By & Byg.
Kl. 14.50 Første spadestik
Kl. 15.15 Info om seniorbofælleskabet ved Jørgen Søndermark, projektleder, Realdania By & Byg, og Anders Tyrrestrup, partner, AART architects
Kl. 16.00 Oplev Naturbydelen med Naturbydelens guider
Kl. 17.00 Tak for i dag
Om seniorbofællesskabet
Seniorbofællesskabet i Naturbydelen er en del af Realdanias initiativ ”Rum og fællesskaber for ældre”, der skal afprøve nye løsninger og tilgange til at udvikle bofællesskaber over hele landet med henblik på at bekæmpe ensomhed blandt ældre og imødekomme en stigende efterspørgsel på seniorbofællesskaber. Realdania By & Byg er bygherre for projektet, som forventes at være klar til indflytning i slutningen af 2020.