Funktionalismen var langt fra så farveløs, som mange forestiller sig. I Edvard Heibergs hus fra 1924, som regnes for Nordens første funkisvillamed fuld knald på farverne. Se selv, når vi åbner dørene til den fredede villa, som normalt er lukket for offentligheden.
FLERE RUNDVISNINGER PÅ DAGEN - SE UNDER "TIDSPUNKT"
Besøger man den norskfødte arkitekt Edvard Heibergs hus, træder man ikke blot ind i et farverigt, stringent univers - man tager skridtet ind i et særpræget hus, som kendere betragter som den første funkisvilla i Norden.
Det gule hus fra 1924 er et enestående vidnesbyrd om et nybrud i nordisk arkitekturhistorie og et monument over blandt andre Le Corbusier og Bauhaus-skolens tidlige indflydelse på byggestilen i Danmark.
Heibergs farveskala er også i bedste Bauhaus-ånd. De ekspressive farver – ude såvel som inde – havde dels til formål at understrege arkitekturen, men de var også et signal til omverdenen om, at her boede rationelt tænkende mennesker uden fordomme. Heiberg var i 1920’erne og 1930’erne en af kulturkampens bannerførere, og sammen med Poul Henningsen etablerede han Kritisk Revy.
Ligesom Heiberg eksperimenterede med farverne, så tog han også nogle chancer med indretningen. Villaen indeholder et af Danmarks allertidligste eksempler på det fælles alrum, moderne indretning af køkkenet og en stue med ekstraordinær loftshøjde.
Ejendommen er opført som privatbolig i 1924 og fredet i 1987. I 2007-2009 gennemførte Realdania By & Byg en omfattende restaurering for at bringe huset tilbage til sit oprindelige udtryk. Huset er i dag udlejet til beboelse og fremstår møbleret.
Program
Arkitekturhistoriker og projektleder i Realdania By & Byg, Astrid Weiss, giver en fælles introduktion til husets arkitektur, arkitekten samt Realdania By & Bygs restaurering. Herefter ser vi nærmere på huset og haven.