Rundvisning
Oplev den fredede barokbygning midt i København med 15 lejligheder, festsal og gamle dasser, som i mere end 270 år har været hjem for enkefruer.
Når man træder ind ad porten til klosteret ude fra den larmende Stormgade, føler man sig pludselig henført til en anden forgangen tid. Her bliver man mødt af barokke trapper, forgyldt træværk, brystpaneler, gamle dasser og en festsal med fyrstelige portrætter.
Den oprindelige bygning blev opført i 1663-69 og har overlevet adskillige brande, bombardementer, krige og om- og tilbygninger under ledelse af nogle af tidens fremmeste arkitekter. Men historien, der knytter sig til bygningen, er mindst lige så interessant.
Lige siden 1735 har ejendommen været tilflugtssted for enlige kvindeskæbner, som risikerede social deroute efter mandens død. Meget har ændret sig siden 1700-tallet, og beboerne behøver ikke længere at være "trængende og gudfrygtige”, men funktionen som enkefruekloster er med en del modifikationer opretholdt den dag i dag.
Du oplever en lejlighed, festsalen, gårdrummet, gæsteværelset, motionsrummet og kommer en tur op på loftet.
Arkitekturformidler i Realdania By & Byg Mette Rabølle Sørensen giver en introduktion til arkitekturen, den gennemgribende restaurering og livet i enkefrueklosteret gennem tiden.
Det Harboeske Enkefruekloster er en markant senbarok bygning i Stormgade i København, som Realdania By & Byg har restaureret for at sikre, at 270 års uafbrudt kulturhistorie kan fortsætte sit virke.
Ejendommens vedligeholdelsesmæssige tilstand nærmede sig ved Realdania By & Bygs overtagelse i 2006 et uopretteligt forfald, men efter to års gennemgribende restaurering står klosteret igen med værdighed i bybilledet.
Huset indgår i dag i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år.