Rundvisning
Få et sjældent kig ind bag murene til en af landets bedst bevarede eksempler på Bedre Byggeskik-arkitekturen: Den fornemme grosserervilla tegnet af Ivar Bentsen på Bakkekammen 40 i Holbæk.
Grosserervillaen på Bakkekammen 40 ligger som kronen på værket i området i Holbæk, der i dag står som arnestedet for bevægelsen Bedre Byggeskik. Den fredede ejendom fra 1917 regnes for et af periodens og ikke mindst arkitekten Ivar Bentsens hovedværker. Ivar Bentsen var en af de drivende kræfter i arkitekturbevægelsen Bedre Byggeskik, der arbejdede for at højne dansk bygningskultur.
I 2017-2018 restaurerede Realdania By & Byg den mægtige villa, der står utroligt velbevaret med smukke detaljer som Meissen-porcelænsfliser, snedkerskabe, fyldingsdøre og historicistiske malingslag. Med til ejendommen, som i dag er udlejet til beboelse, hører en garage, staldbygning, vognport og det 5.000 kvadratmeter fredede haveanlæg, der typisk for tiden er anlagt symmetrisk omkring en akse.
Realdania By & Byg Klubbens vært byder velkommen. Herefter fortæller restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen om Bedre Byggeskik-arkitekturen, som den kommer til udtryk i villaen, og om Realdania By & Bygs restaurering af huset.
Huset er beboet. Det er ikke muligt at fotografere indenfor.
Da en gruppe arkitekter og bygmestre med arkitekten Ivar Bentsen i spidsen i 1915 tog initiativ til en helt ny retning for dansk arkitektur, skulle tiltaget vise sig at få overordentlig stor betydning for dansk byggeri.
Gruppen ønskede at højne bygningskulturen, og de stiftede den landsdækkende forening ”Bedre Byggeskik”, der skulle arbejde for at bygge enkelt, fornuftigt og i god kvalitet med en klar sammenhæng mellem indretning, materialevalg og udseende.
En sådan bygning er netop ejendommen på Bakkekammen 40 i Holbæk, der er tegnet af arkitekt Ivar Bentsen og opført i 1917. I såvel fremtoning som udførelse udgør ejendommen et af landets fornemste eksempler på arkitekturretningen Bedre Byggeskik