Rundvisning
Kræver medlemskabOplev stjernearkitektens privatbolig og tegnestue.
Huset på Strandvejen 413 indgår i rækkehusbebyggelsen Søholm opført i 1945-53 syd for Bellavista i Klampenborg. Her levede Jacobsen fra 1951 og frem til sin død.
Søholm er sammen med Bellavista, Bellevue Teateret og Bellevue Strandbad nogle af Jacobsens kendteste arbejder og var med til at sikre Arne Jacobsens internationale gennembrud.
Konstellationen af det skæve tag, skorstenen og den dobbelthøje stue var ny og vakte opsigt, da bebyggelsen stod færdig.
Søholm indvarsler en brydningstid i dansk arkitekturhistorie med en gryende modernisme som afløser for funktionalismens ideologier og formsprog. Strandvejen 413 vidner på den måde om Arne Jacobsens personlige udvikling som arkitekt og formgiver.
I huset er der kælet særligt for interiørets detaljer og materialer, fx indbyggede skabe i Oregon pine, gulve i ædle træsorter, beslag, håndtag og håndlister i messing – detaljer som næsten alle er bevaret intakte og som i udførelse og kvalitet i høj grad er medvirkende til, at huset fremtræder meget velbevaret og autentisk.
Efter en kort velkomst fra dagens vært, fortæller restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen om huset og restaureringen. Herefter er der tid til selv at gå rundt i huset og haven. Dorthe står klar til at svare på spørgsmål. På dagen sælger Realdania By & Byg Klubbens vært bogen om huset til medlemspris.
Huset er beboet og fremstår møbleret.
Arne Jacobsens eget hus på Strandvejen 413 i Klampenborg indgår i bebyggelsen Søholm I. Søholm I består af fem rækkehuse, som står i gule mursten. Med rækkehusene slog Jacobsen sit navn fast internationalt. Bygningsrækken markerer arkitektens skifte fra den hvide funktionalisme til en mere dansk modernisme.
Ejendommen ligger som den yderste i husrækken mod vandet og har, i modsætning til de andre huse i rækken, en lille tilbygning, hvor Arne Jacobsen havde tegnestue. Husene er anlagt forskudt, og bygningsenhederne er hver især adskilt med en mellembygning, hvorved det enkelte hus markerer sig som en selvstændig, tredimensionel komposition i helheden.
Jacobsen levede i huset fra 1951 og frem til sin død 20 år senere. Huset rummer endnu mange smukke detaljer, indrettet af Arne Jacobsen, som en smuk vitrine, et radio- og højtalerskab, en plantekumme og en pejs, m.m.