Rundvisning
Kræver medlemskabMarkant. Kridhvid. Ikonisk. Iøjnefaldende. En frontløber i dansk arkitekturhistorie. Kom med indenfor i stjernearkitekten Arne Jacobsens private hus i Charlottenlund, som han tegnede i 1929.
Arkitekternes egne huse står altid og vibrerer på en helt særlig måde. De emmer ofte af en næsten barnlig begejstring for fremtiden og det nye, men samtidig har de noget af det gamle med sig. Det gælder også for Arne Jacobsens hus i Charlottenlund, som han tegnede og opførte til sig selv og sin familie i 1929.
Huset er opført til Arne Jacobsen og hans familie. Huset er Arne Jacobsens første eksempel på en bebyggelse med inspiration fra den internationale funktionalisme. Selvom huset endnu rummer aspekter fra den borgerlige villa, peger det også fremad mod nye tider. Samtidig genkendes Jacobsens karakter og stil tydeligt i husets rum og mange bevarede detaljer.
Ejendommen repræsenterer på én og samme tid to væsensforskellige byggekonstruktioner inden for den samme arkitektoniske stilart. Den oprindelige bolig fra 1929 med to etager og tagterrasse er i sin grundkonstruktion opført som traditionelt muret byggeri. I 1931 blev der tilføjet en tegnestuefløj med garage og sammenbygget drivhus opført som ren jernbetonkonstruktion.
Arkitekt Dorthe Bendtsen viser rundt i huset og tegnestuen og fortæller om arkitekturen, arkitekten og Realdania By & Bygs restaurering.
Huset er udlejet til beboelse, og det er derfor ikke tilladt at fotografere indenfor.
Den markante funkisvilla med sin skarpskårne bygningskrop, flade tage og hvidmalede betonmure er Arne Jacobsens første eksempel på en bebyggelse med inspiration fra funktionalismen, og huset står i dag som et ikon for Jacobsens internationale periode.
Villaen fungerede som hjem og arbejdsplads for Arne Jacobsen frem til 1943, hvor han flygtede til Sverige sammen med tusindvis af andre danske jøder. Bygningen blev fredet i 1987.
Huset indgår i samlingen af Arkitekternes egne huse og er et væsentligt bidrag til dansk arkitekturhistorie.