
I 2022 sætter Realdania By & Byg Klubben fokus på udvalgte hovedværker i dansk arkitektur tegnet af arkitekter repræsenteret i Realdania By & Bygs samling. Et af disse er arkitekt Hack Kampmanns Aarhus Teater fra 1900. Foredrag om arkitekten på dokk1 og efterfølgende rundvisning på Aarhus Teater
Som arkitekt, kongelig bygningsinspektør, professor og maler fik Hack Kampmann stor indflydelse på dansk arkitektur sidst i 1800-tallet og først i 1900-tallet med værker som Aarhus Toldkammer, Marselisborg Slot, Amtmandsboligen i Hjørring, som Realdania By & Byg ejer, og ikke mindst Aarhus Teater.
Arkitekten Hack Kampmann (1856-1920) levede i en tid med stærke arkitektoniske og teknologiske brydninger, som også kan spores i Kampmanns værker. Det kan du høre mere om til dette arrangement, som begynder på dokk1. Her giver arkitekt og Ph.D.studerende Mette Boisen Lyhne fra Arkitektskolen i Aarhus en introduktion til Hack Kampmann, og fortæller om, hvordan han ikke kun i sit udtryk lod inspirere af antikkens arkitektur, men også i udformningen af romerske opvarmnings- og ventilationssystemer - blandt andet i Erhvervsarkivet og Aarhus Teater.
Efterfølgende går vi til Aarhus Teater, der er opført 1897-1900 og regnes som et af Kampmanns absolutte hovedværker. Sammen med en rundviser fra Aarhus Teater kommer vi rundt i krogene på teatret. Undervejs hører vi om husets historie, arkitekturen og udsmykningen.
Program
15.30 Hack Kampmann – værker og teknologiske nyskabelser
16.15 Vi går fra dokk1 til Aarhus Teater
16.30 Rundvisning på Aarhus Teater
18.00 Arrangementet slutter.
Om Aarhus Teater
Aarhus Teater er opført sidst i 1890’erne på initiativ af en gruppe teaterinteresserede borgere i Aarhus. Teatret blev indviet i 1900. Teatret er et fornemt eksempel på jugendstil, hvor arkitektur er blandet med dekorativ kunst med inspiration fra naturens former f.eks. tulipaner og åkander. Teatret blev fredet i 1990.
Om Amtmandsboligen i Hjørring
Hack Kampmann er repræsenteret i Realdania By & Bygs samling af ejendomme med den statelige amtmandsbolig i Hjørring fra 1910.
Læs mere om Amtmandsboligen i Hjørring
Om Hack Kampmann
Hack Kampmann levede fra 1856-1920. Han blev murersvend i 1874 og gik på Kunstakademiet 1873-78, hvor han senere blev professor. Kampmann studerede senere også i Paris og foretog studierejser i blandt andet Frankrig, Grækenland og Italien. De gennemdyrkede og gennemtegnede detaljer, tegnet med sikker hånd af Kampmann selv, præger mange af Hack Kampmanns værker. I årene 1897-1902 tegnede Kampmann bl.a. Aarhus Toldkammer, Aarhus Teater, Statsbiblioteket og Villa Kampen. Som kongelig bygningsinspektør for Nørrejylland fra 1892-1920, og tegnede en lang række toldkamre i blandt andet Fredrikshavn, Skagen, Aalborg og Aarhus.