Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()

Foredrag om Svenn Eske Kristensen "Velfærdsarkitekten"

torsdag den 23. januar kl. 16:30 - 18:00
Jarmers Plads 2, 1551 København V
NB: Arrangementet kræver tilmelding

Eske Kristensen var en af Danmarks ypperste og mest produktive arkitekter i efterkrigstiden. Med en nøgtern tilgang og et socialt engagement byggede han alt fra sociale boligbyggerier til store produktionsanlæg. Kom til foredrag med arkitekt og professor Peter Thule Kristensen, der har udgivet en monografi om ”velfærdsarkitekten”.

Svenn Eske Kristensen var særdeles produktiv og satte sit klare aftryk på dansk boligbyggeri i de første årtier efter Anden Verdenskrig, hvor byggeriet boomede, og der skete en udflytning til byers randområder og forstæder.

I dag står arkitekt Svenn Eske Kristensen som foregangsmand for byggeriets industrialisering og som en central figur i opbygningen af velfærdssamfundet; en pioner, der så muligheder i modulbyggeriet men samtidig satte beboerne i centrum gennem ægte interesse, analyser og samtaler med dem, der skulle bo i husene.

I 2018 udgav arkitekt og professor ved Det Kgl. Akademis Skole for arkitektur, Peter Thule Kristensen, en monografi om den store arkitekt. Med udgangspunkt i bogen fortæller Peter Thule Kristensen denne aften om Svenn Eske Kristensens værker i et historisk og et arkitektonisk perspektiv.

Program
Velkomst ved Realdania By & Byg Klubben. Herefter foredrag ved Peter Thule Kristensen. Undervejs tager vi en kort pause, og vi byder på en kop kaffe.

Grønne havebyer til de mange
Arkitekt Svenn Eske Kristensen skabte brugervenlige boliger, som samtidig havde byggetekniske finesser og et grønt bomiljø. Blandt hans bygningsværker er Bredalsparken og Grenhusene i Hvidovre ved København samt en del af Bellahøj.

Når han tegnede til de mange, fandt han inspiration i de britiske havebyer fra begyndelsen af 1900-tallet, i den tyske mellemkrigstids boligbebyggelser og i den traditionelle arkitektur. Boliger, der på en gang var funktionelle og pegede fremad men samtidig var genkendelige for dem, der skulle 'finde hjem' i industrisamfundets hæsblæsende boligboom.

I 1954 tegnede han også et sommerhus til sig selv midt i naturen. Huset ejes i dag af Realdania By & Byg. Huset afspejler arkitektens sans for at forene nye og traditionelle materialer og byggeteknikker i et hus til flere generationer.


 

Tilgængelighed
Jarmers Plads er tilgængelig for alle. Kommer du i kørestol vil vi gerne vide det på forhånd, så vi kan hjælpe bedst muligt. 

Parkering og transport
Det er ikke muligt at parkere sin bil på ejendommen. Nærmeste P-Hus er i BLOX eller under Israels Plads. Bus 5C stopper på Jarmers Plads. Der er 5 min gang fra henh. Vesterport eller Nørreport Station. 

Foto af Svenn Eske Kristensen /Kgl. Bibliotek. 

Arrangementer til dig