
Kvæsthusmolen ved Skuespilhuset har vand på tre sider og et areal på 12.500 m2. Den kan rumme alt lige fra store sportsbegivenheder til kunst og kultur. På pladsen er der også to mindre scenepavilloner, der er anlægsplads til turbådene og for enden af Kvæsthusbassinet ligger Kyssetrappen. Realdania By & Byg Klubben besøger Københavns nye byrum dagen efter den officielle åbning.
Kvæsthusmolen har fået nyt liv som multifunktionelt byrum, og den tidligere så biltunge Sankt Annæ Plads er nu omdannet til et klimasikret areal med plads til at opsamle regnvand - og bilerne, dem er der gjort plads til i et underjordisk p-anlæg.
Visionen for både Kvæsthus- og Sankt Annæ projekterne har været at forbedre livskvaliteten for borgere og besøgende i det historiske område Frederiksstaden i København. Den vision er nu realiseret gennem nye og forbedrede rammer om et mangfoldigt byliv, et enklere og mere trygt trafikalt miljø, parkering i et nyt anlæg under molen og en klimatilpasningsløsning, der sikrer området mod oversvømmelse som følge af skybrud.
Realdania By & Byg Klubben har sat projektdirektør Ole Bach stævne til en rundvisning og en fortælling om hele transformationen.
Program
14.00 Vi mødes i foyeren til Skuespilhuset, hvor projektdirektør Ole Bach indleder sin fortælling. Vi byder på en forfriskning.
14.30 Vi bevæger os ud i det nye byrum og ser på både pladsen, parkeringsanlægget og klimatilpasningerne.
15.30 Arrangementet slutter.
Vil du vide mere?
Både Kvæsthusprojektet og Sankt Annæ projektet er fortællinger om ’det nye København’, om moderne idealer for byrum og om visionen for et grønt, klimatilpasset og menneskevenligt bymiljø. Læs mere om Kvæsthuspladsen og Sankt Annæ Plads