Log ind

Log ind info

Spring navigation over
()
Edvard Heibergs eget hus

Den danske forbindelse til Bauhaus

mandag den 4. november kl. 17:00 - 18:30
Jarmers Plads 2, 1551 København V
NB: Arrangementet kræver tilmelding

I år fylder Bauhaus, den berømte tyske højskole for design og arkitektur, 100 år. Skolen eksisterede fra 1919-1933. Dens bygninger er Unesco-verdensarv, og stilen, som ofte anvendes synonymt med modernisme og funktionalisme, revolutionerede vores omgivelser.

Herhjemme kan man især spotte arkitektonisk arvegods fra Bauhaus hos arkitekterne Edvard Heiberg og Arne Jacobsen, som var med i forreste internationale række, da den ny tids arkitektur blev formet.

Edvard Heiberg var vild med den mekaniske funktionalisme, og i 1924 opførte han et hus til sig selv i Virum – Nordens første funkishus - ud fra analyser af dens brugsfunktioner. Det faldt i Bauhaus-ledelsens smag, som i 1930 udnævnte Heiberg til professor på designskolen.

Også Arne Jacobsen begyndte at træde sine egne stier under indflydelse af strømningerne fra Bauhaus-skolen. De hvide betonlignende facader, kubistiske former og hjørnevinduer, som kendetegner Jacobsens egen funkisvilla i Charlottenlund fra 1929, er stærkt inspireret af den funktionalistiske tradition, der leder tilbage til Bauhaus.

Begge boliger afspejler hver især arkitektens ideal om det perfekte hjem, og begge huse indgår i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme, der repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Til foredraget viser vi eksempler på designløsninger, indretning og komfort i bedste Bauhaus-ånd, som findes i Heibergs og Jacobsens egne boliger, og som har været med til at præge de danske hjem i eftertiden.

Program
Kl. 17.00 Velkomst.
Kl. 17.05 Introduktion til Bauhaus og den danske forbindelse.
Kl. 17.15 Kortfilm om Edvard Heiberg og hans eget hus i Virum fra 1924 samt oplæg om Heibergs relation til Bauhausskolen.
Kl. 17.50 Kaffepause.
Kl. 18.05 Kortfilm om Arne Jacobsen og hans eget hus i Charlottenlund fra 1929 samt oplæg om Bauhaus' indflydelse på Jacobsens arkitektur og designløsninger.
Kl. 18.30 Arrangementet slutter.

Oplægsholdere 
- cand.mag. i arkitektur- og kunsthistorie Astrid Klingenberg Weiss fra Realdania By & Byg.
- cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling Mette Rabølle Sørensen fra Realdania By & Byg.

Tilmelding
Der er begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig.

Om Edvard Heibergs hus
Ejendommen er opført som privatbolig i 1924. Heibergs hus kan betragtes som den første funktionalistiske bygning i Danmark, selv om det også har klare klassicistiske træk.
Læs mere her

Om Arne Jacobsens hus
Villaen er opført i 1929 og fungerede som hjem og arbejdsplads for Arne Jacobsen frem til 1943. Selvom huset rummer aspekter fra den borgerlige villa, var det med sin skarpskårne bygningskrop, flade tage og hvidmalede betonmure datidens mest moderne hus i Danmark.
Læs mere her

Arrangementer til dig